Hvert år holder skolen gammelelevfest for alle dem som har gået ud af 9. klasse og jeg elsker simpelthen at komme der. Der er kendte omgivelser og man kan bare føle sig tryg! eksklassen og lærerene er glade for mig, men det er ikke min pointe. Pointen er at der hænger en væg med gamle klassebilleder på. Man kan helt uden at kende datoen for rejsen se hvornår jeg havde været afsted. De tidligere billeder sad jeg altid i et hjørne og kiggede ned i jorden.. Men så, så skete der noget! Et smil på læben og lys i øjnene kom frem og helt galt gik det til vores afslutnings billede, som vi tog efter alle vores eksamner var overstået. Jeg lå og hvilede mit hoved på min arm foran resten af klassen og flirtede med kameratet i mit stilfulde poptøj! Jeg var ovenud glad!
Jeg startede på Lyngby HTX efter sommerferien. Jeg var glad og jeg var udadvendt i det første lange stykke tid, indtil klassen dannede flere og flere klikker. I starten var jeg ikke i nogen klikke, men i alles klikker, jeg kunne bevæge mig mellem dem alle, men jeg blev gode venner med Tor som gik i min klasse - han var speciel. Med sit lange sorte hår og store næse gik klassen hurtigt imod ham, så fordomsfulde som de var, og jeg som en af de få turde godt skilde mig ud af mængden og blive venner med "stygge Tor". Han var faktisk en super venlig person. Men mit bekendtskab til ham fik hurtigt de andre i klassen til at gå mod mig - jeg var ikke længere velkommen i klassens mange klikker. Det fik revet fat i den side af mig, som jeg havde efterladt i Australien - jeg blev aldrig den person igen, men jeg kunne stadig huske hvordan jeg var dengang. Det rev fat i mig... Jeg blev indelukket - på med headsettet og bare luk verden ude. Det var ikke den vej jeg ville. Jeg mandede mig op og besluttede at skifte klasse efter 1. semester - her var jeg heller ikke velkommen. Klikkerne var allerede dannede og jeg var ham den fremmede som ingen kendte til. Stadig ven med Tor drog vi til koncerter og i Kongens Have hver fredag og havde det generelt bare sjovt! Jeg kunne være mig selv, eller hvertfald ham som jeg gerne ville være. Jeg var anderledes end de andre - de var alternative og jeg var pop, men inderst var jeg ligeså alternativ som dem, og det faldt heldigvis i smag hos mange af de kommende i den bydel.
Jeg har aldrig rigtig fundet ud af hvorfor, men Tor begyndte så småt at vende mig ryggen, han var der aldrig når man havde brug for støtte, jeg var blevet hans gå i byen ven .. Og værre gik det da han helt uopfordret svinede mig til foran de andre. Siden har jeg ikke snakket med ham. Men havde jeg aldrig mødt Tor, havde jeg aldrig mødt Emma, Helga, Matilde, Sarah, Helena, Isabella og alle de andre som jeg snakker med eller har snakket med og blevet gode venner med. nogle er blevet andre er gået, og sådan går det jo som man lige så stille kommer til at kende hinanden.
Emma startede med at være en flirt, og blev siden min bedste ven, jeg kunne altid komme til hende trods hendes egen kamp mod problemerne.. Der er ikke mange der forstår det, men jeg føler mig tryk ved folk der er usikre i en eller anden art. Det minder mig om mig - jeg kan relatere til det. Måske blev hun en lidt for god ven, jeg begyndte at tænke på at tage det næste skridt, trods hun lige havde fået en kæreste.. Hun havde jo fortalt hun ikke havde følelser for ham, men at hun heller ikke kunne få sig selv til at sige nej. Hun fortalte at hun ville slå op efter Roskilde Festivallen, som nærmede sig. Hun ville ikke ødelægge festivallen for Rasmus - hendes kæreste. Så jeg tog chancen - jeg skulle sove hos hende dagen før Roskilde festival og endte med vi lå og kyssede. Men der var noget galt. Hun virkede helt stiv i kroppen. Hun var anspændt. Jeg spurgte selvfølgelig om det var OK og hun nikkede bare og så fortsatte vi, men hun blev bare mere stiv i kroppen. Jeg havde drukket en øl eller to forinden, ellers ville jeg aldrig have gjort det som skete den nat, men det skete og det førte til vores venskab's og hvad det kunne have blevet til's brud. Vi snakker stadig ikke sammen, trods jeg har forsøgt.
Fortsættes
Jeg startede på Lyngby HTX efter sommerferien. Jeg var glad og jeg var udadvendt i det første lange stykke tid, indtil klassen dannede flere og flere klikker. I starten var jeg ikke i nogen klikke, men i alles klikker, jeg kunne bevæge mig mellem dem alle, men jeg blev gode venner med Tor som gik i min klasse - han var speciel. Med sit lange sorte hår og store næse gik klassen hurtigt imod ham, så fordomsfulde som de var, og jeg som en af de få turde godt skilde mig ud af mængden og blive venner med "stygge Tor". Han var faktisk en super venlig person. Men mit bekendtskab til ham fik hurtigt de andre i klassen til at gå mod mig - jeg var ikke længere velkommen i klassens mange klikker. Det fik revet fat i den side af mig, som jeg havde efterladt i Australien - jeg blev aldrig den person igen, men jeg kunne stadig huske hvordan jeg var dengang. Det rev fat i mig... Jeg blev indelukket - på med headsettet og bare luk verden ude. Det var ikke den vej jeg ville. Jeg mandede mig op og besluttede at skifte klasse efter 1. semester - her var jeg heller ikke velkommen. Klikkerne var allerede dannede og jeg var ham den fremmede som ingen kendte til. Stadig ven med Tor drog vi til koncerter og i Kongens Have hver fredag og havde det generelt bare sjovt! Jeg kunne være mig selv, eller hvertfald ham som jeg gerne ville være. Jeg var anderledes end de andre - de var alternative og jeg var pop, men inderst var jeg ligeså alternativ som dem, og det faldt heldigvis i smag hos mange af de kommende i den bydel.
Jeg har aldrig rigtig fundet ud af hvorfor, men Tor begyndte så småt at vende mig ryggen, han var der aldrig når man havde brug for støtte, jeg var blevet hans gå i byen ven .. Og værre gik det da han helt uopfordret svinede mig til foran de andre. Siden har jeg ikke snakket med ham. Men havde jeg aldrig mødt Tor, havde jeg aldrig mødt Emma, Helga, Matilde, Sarah, Helena, Isabella og alle de andre som jeg snakker med eller har snakket med og blevet gode venner med. nogle er blevet andre er gået, og sådan går det jo som man lige så stille kommer til at kende hinanden.
Emma startede med at være en flirt, og blev siden min bedste ven, jeg kunne altid komme til hende trods hendes egen kamp mod problemerne.. Der er ikke mange der forstår det, men jeg føler mig tryk ved folk der er usikre i en eller anden art. Det minder mig om mig - jeg kan relatere til det. Måske blev hun en lidt for god ven, jeg begyndte at tænke på at tage det næste skridt, trods hun lige havde fået en kæreste.. Hun havde jo fortalt hun ikke havde følelser for ham, men at hun heller ikke kunne få sig selv til at sige nej. Hun fortalte at hun ville slå op efter Roskilde Festivallen, som nærmede sig. Hun ville ikke ødelægge festivallen for Rasmus - hendes kæreste. Så jeg tog chancen - jeg skulle sove hos hende dagen før Roskilde festival og endte med vi lå og kyssede. Men der var noget galt. Hun virkede helt stiv i kroppen. Hun var anspændt. Jeg spurgte selvfølgelig om det var OK og hun nikkede bare og så fortsatte vi, men hun blev bare mere stiv i kroppen. Jeg havde drukket en øl eller to forinden, ellers ville jeg aldrig have gjort det som skete den nat, men det skete og det førte til vores venskab's og hvad det kunne have blevet til's brud. Vi snakker stadig ikke sammen, trods jeg har forsøgt.
Fortsættes
Ingen kommentarer:
Send en kommentar