mandag den 26. marts 2012

søndags poesi 25-03-12

Et forsinket indslag er bedre end intet indslag. Tag godt imod "Clockwork", som er skrevet til en pige jeg blev lun på og som havde en affære bag min ryg. Historien bag er ironisk, men tankerne om hende ville bare ikke stoppe. Dette var et af de første digte jeg nogen sinde har skrevet! Her kommer den: 

My heart is like clockwork
Ticking day and night
For what it is meant to be
Ticking and ticking…
My heart is ticking for you
Ticking for only you
You are the ticking noise inside of my heart
Ticking and ticking…
My heart is like clockwork
Ticking day and night
For you and only you

søndag den 18. marts 2012

What forms me (pt.2)

Da jeg var tilbage på skolen igen, efter den 3 ugers lange, fantastiske rejse igen, blev jeg udstødt som jeg altid var blevet. Jeg var jo stadig den samme "Kim" i deres øjne, men jeg kunne mærke at det var en ny mig der kom hjem. Jeg havde smidt min dårlige, selvcentrede og egoistiske side væk og glemt den et sted i det varme land... Jeg var mere glad og mere åben - sådan som jeg havde ønsket at blive den gang jeg skiftede skole! Stille og roligt som dagene gik, fik jeg vundet klassens tillid og blev mere og mere selvsikker som tiden gik.

Hvert år holder skolen gammelelevfest for alle dem som har gået ud af 9. klasse og jeg elsker simpelthen at komme der. Der er kendte omgivelser og man kan bare føle sig tryg! eksklassen og lærerene er glade for mig, men det er ikke min pointe. Pointen er at der hænger en væg med gamle klassebilleder på. Man kan helt uden at kende datoen for rejsen se hvornår jeg havde været afsted. De tidligere billeder sad jeg altid i et hjørne og kiggede ned i jorden.. Men så, så skete der noget! Et smil på læben og lys i øjnene kom frem og helt galt gik det til vores afslutnings billede, som vi tog efter alle vores eksamner var overstået. Jeg lå og hvilede mit hoved på min arm foran resten af klassen og flirtede med kameratet i mit stilfulde poptøj! Jeg var ovenud glad!

Jeg startede på Lyngby HTX efter sommerferien. Jeg var glad og jeg var udadvendt i det første lange stykke tid, indtil klassen dannede flere og flere klikker. I starten var jeg ikke i nogen klikke, men i alles klikker, jeg kunne bevæge mig mellem dem alle, men jeg blev gode venner med Tor som gik i min klasse - han var speciel. Med sit lange sorte hår og store næse gik klassen hurtigt imod ham, så fordomsfulde som de var, og jeg som en af de få turde godt skilde mig ud af mængden og blive venner med "stygge Tor". Han var faktisk en super venlig person. Men mit bekendtskab til ham fik hurtigt de andre i klassen til at gå mod mig - jeg var ikke længere velkommen i klassens mange klikker. Det fik revet fat i den side af mig, som jeg havde efterladt i Australien - jeg blev aldrig den person igen, men jeg kunne stadig huske hvordan jeg var dengang. Det rev fat i mig... Jeg blev indelukket - på med headsettet og bare luk verden ude. Det var ikke den vej jeg ville. Jeg mandede mig op og besluttede at skifte klasse efter 1. semester - her var jeg heller ikke velkommen. Klikkerne var allerede dannede og jeg var ham den fremmede som ingen kendte til. Stadig ven med Tor drog vi til koncerter og i Kongens Have hver fredag og havde det generelt bare sjovt! Jeg kunne være mig selv, eller hvertfald ham som jeg gerne ville være. Jeg var anderledes end de andre - de var alternative og jeg var pop, men inderst var jeg ligeså alternativ som dem, og det faldt heldigvis i smag hos mange af de kommende i den bydel.

Jeg har aldrig rigtig fundet ud af hvorfor, men Tor begyndte så småt at vende mig ryggen, han var der aldrig når man havde brug for støtte, jeg var blevet hans gå i byen ven .. Og værre gik det da han helt uopfordret svinede mig til foran de andre. Siden har jeg ikke snakket med ham. Men havde jeg aldrig mødt Tor, havde jeg aldrig mødt Emma, Helga, Matilde, Sarah, Helena, Isabella og alle de andre som jeg snakker med eller har snakket med og blevet gode venner med. nogle er blevet andre er gået, og sådan går det jo som man lige så stille kommer til at kende hinanden.

Emma startede med at være en flirt, og blev siden min bedste ven, jeg kunne altid komme til hende trods hendes egen kamp mod problemerne.. Der er ikke mange der forstår det, men jeg føler mig tryk ved folk der er usikre i en eller anden art. Det minder mig om mig - jeg kan relatere til det. Måske blev hun en lidt for god ven, jeg begyndte at tænke på at tage det næste skridt, trods hun lige havde fået en kæreste.. Hun havde jo fortalt hun ikke havde følelser for ham, men at hun heller ikke kunne få sig selv til at sige nej. Hun fortalte at hun ville slå op efter Roskilde Festivallen, som nærmede sig. Hun ville ikke ødelægge festivallen for Rasmus - hendes kæreste. Så jeg tog chancen - jeg skulle sove hos hende dagen før Roskilde festival og endte med vi lå og kyssede. Men der var noget galt. Hun virkede helt stiv i kroppen. Hun var anspændt. Jeg spurgte selvfølgelig om det var OK og hun nikkede bare og så fortsatte vi, men hun blev bare mere stiv i kroppen. Jeg havde drukket en øl eller to forinden, ellers ville jeg aldrig have gjort det som skete den nat, men det skete og det førte til vores venskab's og hvad det kunne have blevet til's brud. Vi snakker stadig ikke sammen, trods jeg har forsøgt.

Fortsættes

søndags poesi 18-03-12

Så er det tid til poesi endnu engang. Et af mine mere personlige digte vil i dag blive smidt på bordet.

Det handler om min tidligere veninde, som betød verden for mig, som blev droppede kontakten til mig. Uden hende i mit liv følte jeg tomhed og følte mig låst fast. Her kommer Out of Balance:

You are my right and righteous leg – Giving me balance and confidence and happiness.
Now that you’re not around I feel like I’m out of balance.
I’m falling.
I cannot walk.
Suddenly, this golden road has turned into ruins.
I can’t seem to find the straight line to the end ‘cause I’m missing a leg.
A part of me is lost.
I cannot carry on without my full body – without you, like I used to.
You are the strong leg that makes me stand.
I’m wounded.
I’m weak and vulnerable.
Return to the place where you belong and until then I’ll be sitting in this wheelchair, vulnerable and weak.
Return to where you belong and let me carry you with me till we hit the end together…

mandag den 12. marts 2012

søndags poesi 12-03-12

Så er det tid til ugens poesi igen igen - desværre en smule forsinket!

Ugens digt/sang handler om kærlighed som man ved man ikke kan få, men som ens anden halvdel ikke tør tro på - at genfinde det som er tabt. (:

Digtet hedder "Take off the glove" bedøm selv (:


At night I dream
At night I think
Of a life that cannot be true
A life with you
Lovely you
Always you

A wish for eternity
A wish that will last
I wish to come true
And just be with you
Lovely you
Always you

Without you I’m wishing
Without you I’m dreaming
Of a life that cannot be true
I wish to come true
A life with you
And just be with you
Lovely you
Always you

So give me a call
And the dark will fall
Happiness will show
And love will do grow
Take off the glove
And show me some love
Lovely you
Always you

søndag den 4. marts 2012

søndags poesi 04-03-12

Så er det blevet tid til denne søndags poesi.

I dag er det blevet tid til et digt - et digt som er skrevet til min første kærlighed, Sarah.

I digtet fortæller jeg hvad det kan gøre ved en at blive elsket. Det er skrevet 20/1-12 og hedder "Inner strength"

Skriv en kommentar og sig, hvad du synes (:

digtet kommer her:


I can show you the power of love
I can give you a reason to live
And let you see where the happiness is hidden
it's right in front of your eyes
The power lies within
It's inside of my heart
You can drain it
You can fill it
But you can never empty it
Feel the power of my heart
Feel the power of my love
My strength from the inner
Giving you a reason to life
A reason to fight
And most importantly
To be happy

søndag den 26. februar 2012

søndags poesi 26-02-12

Det er min idé, at jeg hver søndag vil levere et lille stykke poesi - et digt, en sang eller tekst af anden art.

Teksterne må meget gerne citeres, hvis du synes om dem. (:

Denne uges sang hedder "Without Consequences" som handler om et ødelagt venskab, som der skal rettes op på.

Skriv en kommentar og sig, hvad du synes (:

sangen kommer her:

Rawr!

Where have you gone?
From crown to ground
You let me fall down to the, the fucking ground!
You think you can do what you please
But inside you know what you just can’t tease
Without consequences!

Chorus:
Now let us believe
That we can always be
Forever, together again
Forever… Together… AGAIN!

I believe in faith
I believe you’re my mate.
But you have gone too far, far from destiny!
But, you know, that’s just a pity
You had the chance to make this friendship stand
Without consequences!

Chorus

You’ve spilt your chance
To make the both of us stand
You’ve had your chance to make, to make us all stand!
You’ve Burn it, trashed and crashed it
Left is the ashes of a friendship that could have had its chance
Without consequences!

Chorus

So where have we gone?
From crown to ground
Left are ashes waiting to be, to be blown away!
The pieces of our friendship lies on the floor
For you to catch and reassemble
Without consequences!

Whoa!

Chorus x2

OOHH!

torsdag den 23. februar 2012

What forms me (pt.1)

Som de fleste af mine venner ved, er jeg en kæmpe fan af Parkway Drive, som er et Metal/Hardcore band fra Australien, som er mit hjemland - kommer fra oprindeligt fra Danmark, men føler mit hjem er i Australien efter min tur med mit australsk fodbold hold (Junior landsholdet) tilbage i påsken 2009. Det var på denne tur jeg fandt mig selv som person, jeg opdagede de gode sider i livet, i hverdagen. Jeg havde før hen været den mest deprimede person, som jeg længe har kendt. Min verden for sort og grå.

Det startede helt tilbage i børnehaven og før det. Jeg kan huske få episoder fra min aller spædeste barndom, og det jeg husker er kedsomhed, tristhed og ensomhed. Jeg havde ingen venner, jeg var 3 år gammel og sad altid alene derhjemme, men eneste ven var min nabo, Phillip, som har betydet meget for mig og er måske den person som har gjort at jeg stadig er til idag. Jeg blev mobbet og udstødt i børnehaven pga mit ektremt store overbid jeg havde den gang - mine søskende drillede mig også. Jeg trives så dårligt at mine forældre valgte at finde en ny børnehave til mig - der hvor min nabo også gik. han var min eneste ven i hele min tid i børnehaven.. I folkeskolen tog det rigtig fart. Her blev jeg igen mobbet og peget ud. Jeg blev mere og mere indelukket, turde ikke tage mine egne handlinger, gjorde bare hvad der blev sagt. En lille slave er hvad jeg var. Med snuden peget langt ned i gulvet fik jeg årene til at gå i skolen. I 4. klasse startede jeg til skolepsykolog - det var her jeg opdagede en af mine fejl, grunden til jeg bliver udstødt. jeg er simpelthen for intelligent - ikke klog, bare mere intelligent.

I 5. klasse flyttede jeg skole efter jeg flere gange havde nægtet at tage i skole, men min far blev så vred - og jeg kan ikke klare når han råber, så jeg gjorde altid hvad han sagde. Men i  5. klasse mandede jeg mig op og pjekkede for første gang. jeg kan huske hvor kedeligt det var - jeg turde ikke gå hjem, der arbejdede min far, så jeg cyklede rundt og sov på forskellige legepladser og følte mig hjemløs for en dag.

I den nye skole havde jeg sat mig mit mål at åbne lidt op, men jeg fejlede, jeg blev tvært imod mere indelukket. Mere og mere. Og mere indelukket.

Indtil jeg en dag nåede til den dag, hvor rejsen gik mod Australien. Dagen jeg havde glædet mig til i godt 2 år. Det var min store dag. Her var jeg glad, stadig indelukket, men dog glad.

Vi (mig og mit hold) boede først i et klubhus i Melbourne, hvor vi gik på opdagelse i den store by, trænede hver morgen klokken 9 lige efter vores tidlige morgenmad og nød det nye miljø. Der var god stemning og vi havde lånt en lille bus som vi lå og kørte rundt i og sang holdsange - stemningen var bare top!

Efter den første uge tog vi videre til Geelong, hvor jeg først endelig fik slået rødder. Her boede jeg hos værtsfamilie i weekenderne og fik rigtig smagt på den australske kultur. Jeg elskede det simpelthen, jeg kunne mærke at 3 uger var alt for kort! Varmen, de frodige skove og alle de livlige og frie kænguruer, åh kængurerer - mit ynglingsdyr siden den gang jeg ik kan huske andet. Jeg har altid haft en drøm om at rejse til Australien, komme rigtig lang hjemme fra og bare være et helt andet menneske - jeg havde undervuderet Australien for at sige det mildt, det er så meget mer!

Jeg kan huske vores stolte træneres ansigter da de sagde at vi var de første danskere og faktisk europæere der havde tæsket et australsk hold med flere point. Jeg vandt flere præmier for bedste spiller - jeg var så hyper på min egen lykke. Jeg kunne ikke lade værre. Herhjemme i kedelige Danmark havde jeg aldrig vundet noget, men jeg elskede stadig at komme til træning, komme ud og bruge energi på andre tanker. Det var her tiden gik bedst. Og det gjorde mig til den stjerne jeg var.

Så kom dagen hvor vi skulle spille mod vores rivaler / venskabsklub, Geelong College Football Club. Jeg var hyper. Jeg havde drukket en halv dåse energi drik og det gjorde mig til level super sayain! Nu kunne jeg klare alt jeg kunne gøre lige hvad jeg ville og det gjorde jeg. Der var højt stemning og spændning i luften inden kampstart. Jeg roste holdet inden vi gik på. Kollegiet havde samlet et heppekkor af søde piger i collegedragter. Mit fortrindelige humør gjorde mig i stand til at spurgte hele kampen ud - uden overdrivelse. Jeg har aldrig i mit liv kunne løbe så meget. Adrenalinen susede gennem mig - jeg var i mit Z... Jeg spurgtede og gjorde alt hvad jeg kunne præstere og mere til. Det var mig der sørgede for vi næsten vandt den kamp, men desværre gik vi hjem med en sølvmedalje. Trænerne roste mig i flere dage og endda trænerens træner kom og roste mig da vi var tilbage i Danmark - han havde fået historien om den gylde kimmotai (mig) afvide - jeg blev selvfølgelig pave stolt!

Fortsættes