Som de fleste af mine venner ved, er jeg en kæmpe fan af Parkway Drive, som er et Metal/Hardcore band fra Australien, som er mit hjemland - kommer fra oprindeligt fra Danmark, men føler mit hjem er i Australien efter min tur med mit australsk fodbold hold (Junior landsholdet) tilbage i påsken 2009. Det var på denne tur jeg fandt mig selv som person, jeg opdagede de gode sider i livet, i hverdagen. Jeg havde før hen været den mest deprimede person, som jeg længe har kendt. Min verden for sort og grå.
Det startede helt tilbage i børnehaven og før det. Jeg kan huske få episoder fra min aller spædeste barndom, og det jeg husker er kedsomhed, tristhed og ensomhed. Jeg havde ingen venner, jeg var 3 år gammel og sad altid alene derhjemme, men eneste ven var min nabo, Phillip, som har betydet meget for mig og er måske den person som har gjort at jeg stadig er til idag. Jeg blev mobbet og udstødt i børnehaven pga mit ektremt store overbid jeg havde den gang - mine søskende drillede mig også. Jeg trives så dårligt at mine forældre valgte at finde en ny børnehave til mig - der hvor min nabo også gik. han var min eneste ven i hele min tid i børnehaven.. I folkeskolen tog det rigtig fart. Her blev jeg igen mobbet og peget ud. Jeg blev mere og mere indelukket, turde ikke tage mine egne handlinger, gjorde bare hvad der blev sagt. En lille slave er hvad jeg var. Med snuden peget langt ned i gulvet fik jeg årene til at gå i skolen. I 4. klasse startede jeg til skolepsykolog - det var her jeg opdagede en af mine fejl, grunden til jeg bliver udstødt. jeg er simpelthen for intelligent - ikke klog, bare mere intelligent.
I 5. klasse flyttede jeg skole efter jeg flere gange havde nægtet at tage i skole, men min far blev så vred - og jeg kan ikke klare når han råber, så jeg gjorde altid hvad han sagde. Men i 5. klasse mandede jeg mig op og pjekkede for første gang. jeg kan huske hvor kedeligt det var - jeg turde ikke gå hjem, der arbejdede min far, så jeg cyklede rundt og sov på forskellige legepladser og følte mig hjemløs for en dag.
I den nye skole havde jeg sat mig mit mål at åbne lidt op, men jeg fejlede, jeg blev tvært imod mere indelukket. Mere og mere. Og mere indelukket.
Indtil jeg en dag nåede til den dag, hvor rejsen gik mod Australien. Dagen jeg havde glædet mig til i godt 2 år. Det var min store dag. Her var jeg glad, stadig indelukket, men dog glad.
Vi (mig og mit hold) boede først i et klubhus i Melbourne, hvor vi gik på opdagelse i den store by, trænede hver morgen klokken 9 lige efter vores tidlige morgenmad og nød det nye miljø. Der var god stemning og vi havde lånt en lille bus som vi lå og kørte rundt i og sang holdsange - stemningen var bare top!
Efter den første uge tog vi videre til Geelong, hvor jeg først endelig fik slået rødder. Her boede jeg hos værtsfamilie i weekenderne og fik rigtig smagt på den australske kultur. Jeg elskede det simpelthen, jeg kunne mærke at 3 uger var alt for kort! Varmen, de frodige skove og alle de livlige og frie kænguruer, åh kængurerer - mit ynglingsdyr siden den gang jeg ik kan huske andet. Jeg har altid haft en drøm om at rejse til Australien, komme rigtig lang hjemme fra og bare være et helt andet menneske - jeg havde undervuderet Australien for at sige det mildt, det er så meget mer!
Jeg kan huske vores stolte træneres ansigter da de sagde at vi var de første danskere og faktisk europæere der havde tæsket et australsk hold med flere point. Jeg vandt flere præmier for bedste spiller - jeg var så hyper på min egen lykke. Jeg kunne ikke lade værre. Herhjemme i kedelige Danmark havde jeg aldrig vundet noget, men jeg elskede stadig at komme til træning, komme ud og bruge energi på andre tanker. Det var her tiden gik bedst. Og det gjorde mig til den stjerne jeg var.
Så kom dagen hvor vi skulle spille mod vores rivaler / venskabsklub, Geelong College Football Club. Jeg var hyper. Jeg havde drukket en halv dåse energi drik og det gjorde mig til level super sayain! Nu kunne jeg klare alt jeg kunne gøre lige hvad jeg ville og det gjorde jeg. Der var højt stemning og spændning i luften inden kampstart. Jeg roste holdet inden vi gik på. Kollegiet havde samlet et heppekkor af søde piger i collegedragter. Mit fortrindelige humør gjorde mig i stand til at spurgte hele kampen ud - uden overdrivelse. Jeg har aldrig i mit liv kunne løbe så meget. Adrenalinen susede gennem mig - jeg var i mit Z... Jeg spurgtede og gjorde alt hvad jeg kunne præstere og mere til. Det var mig der sørgede for vi næsten vandt den kamp, men desværre gik vi hjem med en sølvmedalje. Trænerne roste mig i flere dage og endda trænerens træner kom og roste mig da vi var tilbage i Danmark - han havde fået historien om den gylde kimmotai (mig) afvide - jeg blev selvfølgelig pave stolt!
Fortsættes
